Retursvar 7 forekommer, hvis kreditor ikke har en NemKonto eller en specifik konto, og betalingen derfor ikke kunne påsættes et kontonummer i NemKonto-systemet. Retursvaret sendes som XML, men myndigheden kan også bede om at få retursvaret sendt i papirform.
Når NemKonto-systemet ikke har en konto, afhænger den videre behandling af betalingen af, om jeres myndighed i tilslutningsaftalen har valgt:
- At betalingen udbetales direkte som check, eller
- At betalingen overføres til en fejlkonto, eller
- At betalingen afvises og genudbetaling overlades til myndigheden.
Bemærk, at det er myndighedens ansvar at sørge for at genudbetale til borgeren/virksomheden, hvis I har valgt det sidste alternativ.
Hvis myndigheden har valgt check-alternativet, kan der være tilfælde, hvor NemKonto mangler adresseoplysninger på kreditor. I så fald afvises betalingen, og det er myndighedens ansvar at sørge for genudbetaling. Disse afvisninger fremgår af retursvaret.
Hvis det ikke har været muligt at identificere anden årsag til fejlen, vil fejlteksten indikere, hvad der sker med betalingen. Teksten vil derfor være forskellig alt efter hvilket af følgende valg, man har foretaget:
- Har man valgt check, kan følgende tekst forekomme:
Bankcheck anvendes: Det betyder, at betalingen er blevet udbetalt som check til borgeren eller virksomheden.
- Ikke valid adresse til check: Det betyder, at det ikke har været muligt at sende checken til borgeren eller virksomheden. Efter denne tekst vil der normalt stå, hvad årsagen er til dette på baggrund af informationer fra CVR- og CPR-registeret.